Bag om interviewet: sådan forbereder vi en samtale før optagelsen

Når kursisterne første gang møder mig på interviewmodulet, tror mange, at det vigtige sker i selve samtalen. Min erfaring er den modsatte: et interview bliver godt eller dårligt ved skrivebordet, dagene før. Derfor starter vi aldrig med at optage. Vi starter med et blankt ark og et spørgsmål, som ser enkelt ud: hvad vil du have svar på, og hvorfor skal en seer interessere sig for det?

Mange svarer først med et emne, for eksempel lokal trafik eller et foreningsliv. Et emne er dog ikke en vinkel. Vi bruger en god time på at indsnævre det, til der står én sætning tilbage, som interviewet skal kunne bekræfte eller afkræfte. Den sætning hænger over bordet under resten af forløbet, og vi vender tilbage til den, når samtalen driver væk fra sporet.

Næste skridt er research om personen og sagen. Kursisterne samler baggrund, noterer, hvad der allerede er sagt offentligt, og markerer det, de ikke kan finde. Det sidste er guld værd, for det er netop de huller, en samtale skal udfylde. Jeg beder dem skrive tre ting ned: hvad de ved, hvad de tror, og hvad de ikke ved. Skellet mellem det andet og det første forhindrer, at en antagelse slipper ind i et spørgsmål som om den var fakta.

Her hænger interviewteknik tæt sammen med kildekritik, men vi holder fokus på samtalen. Researchen er ikke til for at imponere den, du taler med. Den er til for at du kan stille præcise spørgsmål og høre, når et svar ikke passer med det, du allerede har læst. Det kræver ro, og ro kommer af at være forberedt.

• Skriv, hvad du ved, hvad du tror, og hvad du ikke ved
• Marker de huller, som kun samtalen kan udfylde
• Hav én vinkelsætning ved hånden under hele interviewet

Selve spørgsmålsarket bygger vi i to lag. Første lag er de åbne spørgsmål, som begynder med hvordan, hvad eller fortæl mig om. Andet lag er få, præcise opfølgninger, som du kun bruger, hvis svaret kalder på dem. Kursisterne skriver ofte for mange spørgsmål, fordi det føles trygt. Jeg får dem til at skære listen ned til fem eller seks, for et langt ark får dig til at læse op i stedet for at lytte.

Vi øver også at lade stilheden stå. Efter et svar tæller vi stille til tre, før næste spørgsmål kommer. Det virker akavet de første gange, men ofte fortsætter den, der svarer, med noget mere ærligt eller mere konkret. Det er ofte i den ekstra sætning, historien ligger, og den får du kun, hvis du tør vente.

Før kursisterne møder frivillige i felten, øver de i rollespil med hinanden. Én er reporter, én er interviewperson, og en tredje observerer med en enkel opgave: skriv ned, hvilke spørgsmål der gav et langt svar, og hvilke der gav et kort. Vi spiller samtalen igennem to gange, og anden gang ændrer reporteren kun ét ting. Den begrænsning gør forskellen tydelig.

Interviewpersonen får lov at være lidt svær: svare kortfattet, afvige fra emnet eller sige, at hun ikke ønsker at svare. Det er de situationer, der bringer folk i knibe første gang, de står med en kamera foran en fremmed. Når fejlene sker i et undervisningslokale, koster de ingenting, og man husker dem bedre, end hvis man blot havde læst om dem.

• Observatøren tæller åbne og lukkede spørgsmål
• Anden runde ændrer kun én ting ad gangen
• Interviewpersonen må gerne svare kort eller afvige

Feltøvelsen er det, de fleste husker bedst. Kursisterne interviewer frivillige, som har sagt ja til at medvirke, og som ved, at det er en øvelse. Det giver en rigtig samtale uden presset fra en redaktion. Vi aftaler på forhånd, hvor længe det må vare, og hvad optagelsen bruges til, og kursisten siger det højt, inden hun trykker på optag. Det er et vigtigt håndværk i sig selv.

Jeg går med i baggrunden og blander mig ikke, medmindre noget går galt med lyd eller billede. Bagefter sætter vi os og gennemgår optagelsen sammen. Vi lytter efter, hvor kursisten spurgte videre, og hvor hun lod en god mulighed passere. Ingen får karakterer. Målet er, at du hører dig selv og ved, hvad du vil gøre anderledes næste gang.

Efter feltøvelsen skriver kursisten en kort log: hvad blev bekræftet, hvad blev afkræftet, og hvad kom helt bagpå. Den sammenholder svarene med sin oprindelige vinkelsætning og vurderer ærligt, om vinklen holdt. Mange opdager, at den bedste del af interviewet ligger uden for det, de planlagde, og at vinklen skal justeres, før en reportage kan bygges.

Her ender interviewmodulet, og her tager næste modul over. Du har nu materiale, noter og en fornemmelse af, hvad der virker i din egen stemme. Det er et realistisk resultat af forløbet: ikke at du bliver en anden, men at du går ind i en samtale med en plan, kan lytte undervejs og ved, hvordan du tager noterne med videre.